torsdag den 28. oktober 2010

Højdepunkter fra d. 14. - gnist på gnist ...

For dem der gerne lige vil have genopfrisket oplevelsen (følelsen) fra d. 14. oktober i HUSET - og for dem der ikke kunne være med ... Her er et kort rids af alle de fede indlæg, gnistrende og begejstrende hver især. Nyd det!


Jimmy Holm Olsen: Ignition on!
Jamen det dér IGNITE er jo enkelt … det tager kun fem minutter (og så alligevel). Jimmy åbnede ballet med en introduktion til konceptet og en reminder om at IGNITE er 'human shareware'. Der er ikke penge i skidtet – kun ren og skær glæde! Kom og vær med.

Mikael Hofmann: Frihed – med residual indkomst
Eftersom penge jo alligevel er kommet for at blive – og det er så trist at skulle leve uden – er det fedt at vide, at der findes veje mod en sikker økonomisk platform og stor personlig frihed. Vi skal bare lige skrive/opfinde/lave/sælge et eller andet først. Modellen hedder residual indkomst – det er indtægt som bare kommer til os. Mikael har skrevet en bog om det – læs om den og overvej hvad der er din vej til en sikker fremtid. (Mens du kan tænke på John Lennon der stadig sælger tæskemange plader!)
Læs mere om det hos Mikael på www.mikaelhoffmann.dk.

Per Krull: Den kommercielle idealist
Verden er ikke som den var dengang idealisme gik i én retning og kommercielle interesser i en anden. Vi skal holde øje med de vågne, de parate og de fremtidslystne virksomheder der tænker og handler for at gøre verden bedre – hjælpe hvor de kan – og lave forretning undervejs. De vover pelsen, men kan gøre en forskel!
Per gav gode eksempler på hvem de sociale iværksættere er – læs selv med på www.perkrull.dk.

Kim Hesselberg: Dramaqueens og dramakings
Kender I følelsen af at være kørt fast i kønsrollemønstre, måske i forholdet og i det hele taget? Kim har et budskab til jer: Bryd med det! Nej, vi er ikke ens – og vi skal ikke være ens. Det er ikke regler vi har brug for – det er forståelsen. (Altså Kim, jeg ringer og spørger dig til råds næste gang jeg kommer i tvivl …) Læs mere på www.kimhesselberg.dk.

Øbro & Tornbjerg: (Om) Skrig under vand
Hvordan 1 ægtepar med 3 børn og 2 fuldtidsjob formår at skabe et krimiunivers sammen og tilmed får succes (og bragende gode anmeldelser) – det er jo til en historie i sig selv. Øbro og Tornbjerg gav opskriften: Det er noget med at skrive … og skrive. Læs selv med om tilblivelsen af Katrine Wraa og forfatterduoens oplevelser på www.obro-tornbjerg.dk.

Mette Klarskov Berner: Fire universelle principper til en god dag – hver dag
Kunsten at gøre hver dag til en fantastisk dag – lyder det ikke smukt? Ud fra fire principper (der stammer fra en udendørs fiskehandel i Seattle!) gav Mette en inspirerende introduktion til hvad der kan gøre en sur mandag morgen til en festlig formiddag: Vær nærværende, leg (!), gør andre glade, og (ikke mindst) vælg din holdning.
Prøv det! Læs mere på www.fishdanmark.dk/index.html.

Peter Froberg: Social innovation: Ideer for at forandre verden
Mennesker mødes, og sød musik opstår … kan det sættes i system? Yes!, siger man hos The Hub og skaber gode rammer for ideer der forandrer verden. Det er globalt, det er lokalt – og nu også i København. Invitationen ligger på www.thehub.dk – eller tag et skridt videre via www.peterfroberg.com.

Jon Tangen: Feedback der virker
Coaching er so last year - feedback er det nye sort. Jon viste os hvordan feedback er en fantastisk metode til selvudvikling, evaluering og alt dérimellem. Bed om tilladelse for feedback, tag afsæt i facts, baser din feedback på hvad du konkret oplever, fokuser på handling og konsekvens – og foreslå en forbedring/forandring.
Enkelt? Smukt. Effektivt! Giv Jon feedback - fx via hans Kaospilot-profil (… hvis han tager imod.)

Pouline Middleton: En mand tre kvinder - en roman i et digitalt univers
Historien om 1 kvinde der lever med 3 mænd på én gang, 3 som spiller hver deres rolle.
Ideen kom da Pouline oplistede 26 områder hun som kvinde kan bruge mænd til! (Og her kan vi ikke holde et lille gisp tilbage! 26?! Kun/hele 26?! …) Løsningen var slet og ret at udvælge tre som dækkede de forskellige opgaver uden at gå i vejen for hinanden. Og så kørte møllen! Dagbogen er skrevet, en roman er kommet til – filmrettighederne er i spil, og vi ser kun begyndelsen endnu. Se mere på www.1q3m.dk (aka enkvindetremaend.dk).

Peter Jørgensen: En mand tre kvinder: En roman i et digitalt univers
Rejsen fortsætter … Peter har taget udfordringen fra Pouline op og bygger et lignende (og dog så anderledes) plot op med 1 mand og 3 kvinder. De store linjer i romanen blev skrevet tidligt – og følges nu ud via sociale medier og med bidrag, forslag og kommentarer fra læsere.
Følg med på www.1m3q.dk (aka enmandtrekvinder.dk).

Pernille Uhrbrand: Rejse fra spadseredragt til joggingdragt
Er der en faggruppe som må finde sig i fordomme, er det revisorer. Og søreme om så ikke revisoren Pernille fik perspektiveret og nuanceret det billede! Pernille lover at kunne få hvem som helst op af stolen og i gang – det giver energi, og appetit på livet.
Find Pernille på Facebook!

Rene Hjetting: Den gode historie
Hvad skal der til for at brænde igennem hvor som helst? Den gode historie! Vi går alle sammen rundt med en god historie inden i der handler om … ja, det kan være hvad som helst – den skal blot lukkes ud. Presswire er stedet der kan hjælpe med det – her samles på de gode historier – for at de skal fortælles og spredes. Læs mere på www.presswire.dk.

Lars AP: Vær Fucking flink!
Lars lukkede med en gnistrende historie om hvordan vi (danskere) kan gøre Danmark til verdens flinkeste land – hvis bare vi starter omkring os selv. 'Flink' har ikke været cool eller sexet indtil nu – men det gør Lars og hans bevælgese Fucking Flink noget ved. Der skal ikke så meget til – prøv selv! Se mere på www.fuckingflink.dk eller på Facebook – eller find Lars på www.redhair.dk.

onsdag den 27. oktober 2010

Usability IGNITE


Torsdag den 11. november 2010 er World Usability Day. IGNITE er gået sammen med SIGCHI.dk om at lave et arrangement i IGNITE formatet. Der bliver tale om en ren tema IGNITE, hvor ”usability” er temaet.

IGNITE arrangementet starter kl. 18 og bliver afholdt i Underkanten, som er Cafeen i stueetagen i HUSET. Lige nu er der stadig åbent for indlæg, så grib chancen, kom og fortæl om dit projekt og prøv selv kræfter med IGNITE! Få dine egne 5 minutter og del dine seneste erfaringer, resultater eller oplevelser

Tilmelding for talere her:
wud-ignite-1110@worldusabilityday.dk

tirsdag den 26. oktober 2010

Tak for sidst!

Det tredje IGNITE Denmark-event var en stor succes, tillader vi os at mene i IGNITE-teamet. Stemningen var rigtig god, indlæggene (som altid) brændende og ligepå, og vi er på ingen måde færdige med at gøre IGNITE til en fest, vel?

... Men ak, ingen fest uden knuste flasker. Lige nu sidder et hold teknikere og prøver at få det bedste ud af videooptagelserne af indlæggene - tekniske problemer gør den øvelse lidt vanskelig, men inden længe bringer vi highlights af de 12 ignitions. Stay tuned!

mandag den 11. oktober 2010

Og ENDNU mere insirationsstøv ...

Vi bliver ved ...

I HUSET Magstræde kan du på torsdag (d. 14. oktober) OGSÅ høre:

Lars AP, forfatter
fortælle om sin bevægelse Fucking Flink. Danmark er verdens lykkeligste land. Lars AP er på en mission for også at gøre Danmark til verdens
flinkeste. Skal du ikke være med?
Vær nu F... flink!

torsdag den 7. oktober 2010

Flere talere er på programmet til d. 14. oktober!

Flere gnistrende indlæg er i vente torsdag d. 14. oktober i HUSET (Magstræde)!

Hør også (stadig i vilkårlig rækkefølge):

Mikael Rothstein, religionshistoriker m.m.
Om glæden ved at være målmand - også selv om man nærmer sig de 50 ...

Thue Leibrandt, hazards assessment manager
Om at forfølge en drøm og få luft under vingerne ...

Mette Gerner, FISH! i Danmark-guide
Om fire universelle principper til en god dag - hver dag.

John Persson, journalist og iværksætter
Om den gode historie!

Jon Tangen, kaospilot med skæg og blå briller
Om feedback der virker.

Kim Hesselberg, polaritetsekspert og relationsarkitekt
Drama queens and kings ... hvem føler sig ramt?

Pernille Uhrbrand, revisor og personlig mentaltræner
Om rejsen fra spadsere- til joggingdragt.

Per Krull, kommerciel idealist
Om andre kommercielle idealister (om de nye hybride, sociale virksomheder).

Peter Froberg, iværksætter m.m.
Om social innovation - ideer der kan forandre verden.


Jo jo ... der er meget i vente.


tirsdag den 5. oktober 2010

Følg os på Facebook - det er dér det sner ...

Alle kan blive klogere - det er også sket for os!
Her på bloggen vil vi blive ved med at opdatere hovedpunkterne for hvad IGNITE er for en størrelse ... Men altså: Det er på Facebook det sker - det er på Facebook at vi skal tale sammen. Det siger de som ved noget om det - sådan hørte vi det på Ignite #2 af Christie Stauning Andersen fra netseeds.dk Se (eller gense) selv videoen her:



Derfor skal I løbende holde jer orienteret på vores Facebook-side - find den her

Facebook

De første højdepunkter til d. 14. oktober


Vi har fået de første talere på plads til arrangementet i Huset Magstræde d. 14. oktober - find dem nedenfor - i vilkårlig rækkefølge:

Michael Hoffmann
Om kunsten at tjene penge på afstand - Michael kalder det residual indkomst; vi andre har meget at lære ...

Jeanette Øbro Gerlow og Ole Tornbjerg, forfattere
'Skrig under vand' er en uhyre rost debutroman skrevet ... ja, hør hvordan den er skrevet.

Pouline Middleton, direktør og forfatter
En kvinde tre mænd: En ny forretningsmodel for romaner ... og måske kvinder?

Peter Jørgensen, designer og forfatter
En mand tre kvinder: En roman i et digitalt univers. Hør om udfordringerne ved at skrive en roman

Nu skal det hele jo ikke være tant og fjas - der skal også være plads til lidt skæg.
Og meget mere er i vente.